Da en af folkene ombord på garnbåden L 237 Dorte Rixen fra Thorsminde med nød og næppe undgik at få en hånd i klemme, da han snublede på dækket og greb ud efter det, der var nærmest, fandt skipper Jens Søndergaard, at det var på tide at få lavet den risikovurdering, han længe havde taget tilløb til.

– Jeg købte nyt skib, der blev bygget om for to et halvt år siden, men det var helt bevidst, at jeg ville vente med risikovurderingen. Jeg var sikker på, at vi skulle lave noget om på skibet, når vi kom til at fiske med det, men det blev nu ikke nødvendigt, fortæller Jens Søndergaard.

Ved ombygningen fandt han og besætningen i fællesskab frem til, hvordan garnbåden skulle indrettes, og udgangspunktet var, at det skulle være så nemt og praktisk som muligt at arbejde ombord. Det betød blandt andet, at udstyr og nødstop blev placeret efter fælles beslutning.

– Det var egentlig lidt det samme som en risikovurdering, nævner Jens Søndergaard, som nåede at tage tilløb et par år, før han fik skrevet den egentlige risikovurdering for L 237. Og da den skulle laves, startede det med nogle papirlapper på vej hjem efter en fangstrejse. Skipperen bad mandskabet om hver især at notere de fem farligste ting om bord og bagefter diskutere dem med hinanden.

– Det var på vej hjem fra en fangstrejse, og vi fik en snak på et kvarters tid. Og så samlede jeg sedlerne bagefter for at skrive risikovurderingen, da jeg kom hjem, fortæller Jens Søndergaard.

Ændrede rutiner

Inden risikovurderingen var helt færdig, blev forholdene ombord diskuteret endnu en gang under fiskeri. Og det bragte flere emner op, som ikke alle havde været opmærksomme på inden da.

– Når der bliver arbejdet med ankeret, kan jeg se det fra styrehuset, og når folk står bagved spillet, risikerer de at blive ramt af tovet. Der er god plads til at stå ved siden af spillet, men det havde ikke alle tænkt over, nævner Jens Søndergaard.

Han kan også se, at ting, der er skrevet ned i risikovurderingen,
har fået besætningen til at bevæge sig anderledes i lasten.

– Tidligere gik man bare på kryds og tværs, uanset om der hang en stak kasser med fisk over hovederne. Losning af fisk er en af de ting, der blev vurderet til at være en særlig risiko ved, men i tidligere tiders små fartøjer var man nødt til at gå under lugen. Det behøver man ikke i dag, og det har fået folkene til at bevæge sig anderledes. Jeg kan se, at de er begyndt at gå udenom, og der er også masser af plads til det, siger Jens Sønd