Det er Fiskeriets Arbejdsmiljøråd, der udpeger årets praktikplads. Med hæderen følger et diplom samt en gavecheck på 5.000 kroner til velfærd om bord på fiskefartøjet.
Titlen som ”Årets Praktikplads” gik til RS73 Annika, der fisker med Bønnerup Strand som hjemhavn. Skipperen er Kim Lykke Petersen og lærlingen, der indstillede, er Jonas Kaagh.
Jonas Kaagh begrunder indstillingen med, at han har en skipper, ”der har meget tålmodighed, er meget pædagogisk, og en der vil lære én noget”.
Jonas Kaagh fortæller, at han blandt andet har lært at gøre rent ombord.
– Kim har orden i sagerne. Ikke noget med at rode, så jeg ved hvordan man skal bruge en børste, siger Jonas Kaagh.
Han peger også på, at han kan få skældud, ”hvis man laver noget lort”. Men ti minutter efter grines der ombord igen.
Omkring sikkerhed Jonas Kaagh fortæller, at han i starten tit fik at vide, når han satte trawlen ud, at han skulle passe på med fingrene. Og han fik også at vide, at han ikke skulle bruge kroppen til at skubbe med. Alt sammen for at undgå ulykker ombord.
I forbindelse med udnævnelsen, nævnte Flemming Christensen, direktør i Fiskeriets Arbejdsmiljøråd, at der var fire indstillinger. De fire var fartøjerne HG 7 Niels Jensen, L 757 Aaltje Postma og RI 566 Madsalune.
– Og jeg er sikker på, at de alle er supergode lærepladser, men der er desværre kun et af fartøjer, der kan få titlen, sagde Flemming Christensen.
Af René Dandanell – Fiskeri Tidende